IUM Interactive

Velkommen til mediabureauet IUM's blog om interaktiv markedsføring. IUM Interactive vil her løbende blogge stort og småt. Blog'en omhandler bla. viral markedsføring, banner markedsføring, mobil markedsføring, e-mail markedsføring og community markedsføring. Abonnér på vores blog på følgende RSS-feed http://iuminteractive.blogspot.com/rss.xml

tirsdag, marts 20, 2007

Internettet står for over 10% af al annoncering i Danmark

Annoncører brugte langt mere end hidtil antaget på danske internetmedier sidste år - knap 1,8 milliarder kroner. Dermed står nettet for over 10 procent af al annoncering i Danmark. Samtidig ligger Danmark helt i front internationalt når det gælder internetannoncering. Det viser den første fulde opgørelse af hele det danske internetannoncemarked fra Foreningen af Danske Internet Medier (FDIM) og Deloitte.

Internettet forventes kun overgået som annoncemedie af aviser og tv – og måske fagblade. I hvert fald hvis disse mediegrupper holder deres hidtidige vækstrater i 2006-omsætningen.
– 2006 blev på alle måder et fantastisk år for internetmedierne. Væksten på annonceomsætningen nåede nye højder, og vi tog en god stor bid af den samlede markedsandel på annoncemarkedet med mere end 10 procent. Samtidig har vi nu dokumenteret, at Danmark ligger helt i front sammenlignet med andre landes internetannoncering. Sammen med de øvrige skandinaviske lande og England fører vi an i det internationale kapløb om at være størst på internetannoncering, siger Christian Peytz, formand for FDIM.

De nye tal er resultatet af et samarbejde mellem FDIM og Deloitte om opgørelse af markedet for internetannoncering. En opgørelse, der omfatter omsætningen både på de traditionelle bannerreklamer og omsætningen på Søgeords- og Markedspladsannoncering samt Permission Marketing.

Den kategori, der har været opgjort i flest år er Bannere og Partnerskaber. Derfor er det den kategori, der tydeligst viser væksten i internetannonceringen. Hvis man sammenligner 2005 til 2006 kan man således se, at annonceomsætningen for Bannere og Partnerskaber voksede med 30 procent.

Jobmarkedet er et andet område som FDIM har opgjort i flere år. Job er nu en del af Markedspladser, men offentliggøres samtidig som en selvstændig kategori. Og også her er der stor vækst. Væksten fra 2005 til 2006 blev på 35 procent.
Markedspladser er en af de nye kategorier i FDIMs opgørelse. Af de 1,8 mia. kr. kommer de 898 millioner kroner fra Markedspladser, hvor annoncører har betalt for at få indrykket ledige jobs på jobsøgemaskiner, blive optaget i internettelefonbøger eller få sat varer til salg på internetauktioner. Dermed tegner Markedspladser sig for den største andel af annonceomsætningen.

– Det er interessant at se, hvor stor andel Markedspladser tegner sig for. Vi vidste godt at det var stort, men vi ikke tidligere har haft et samlet overblik over, siger Christian Peytz.
Søgeordsmarkedet er ligeledes med som særskilt kategori for første gang. Omsætningstallet for søgeord er primært baseret på estimater fra markedet, da den største spiller, Google, ikke er med i FDIM og derfor ikke indrapporterer omsætningstal. FDIM estimerer omsætningen til at være den tredjestørste annoncekategori med 365 millioner kroner.

Retter man blikket mod omsætning pr. indbygger med internetforbindelse er tallet for USA 620,- kroner mens det samme tal for Danmark er 515,- kroner. Tallene for USA er baseret på de nyeste statistikker fra Interactive Advertising Bureau – IAB US og opgørelse over internetpopulationen fra Comscore.

(Kilde: Markedsføring)

Af: Lars M. B. Anthonisen