IUM Interactive

Velkommen til mediabureauet IUM's blog om interaktiv markedsføring. IUM Interactive vil her løbende blogge stort og småt. Blog'en omhandler bla. viral markedsføring, banner markedsføring, mobil markedsføring, e-mail markedsføring og community markedsføring. Abonnér på vores blog på følgende RSS-feed http://iuminteractive.blogspot.com/rss.xml

torsdag, januar 31, 2008

DIA 08: Temperaturen på den danske internetbranche

I starten af ugen offentliggjorde folkene bag Danish Internet Award (DIA) listen over de kampagner, som juryen er blevet enige om repræsenterer cremen af dansk internet annoncering i 2007. Og hvordan står det så til?

Nu var jeg selv en del af juryen og har derfor kigget 170+ indsendte kampagner igennem, ratet dem, sammenlignet dem og så vendt tommelfingeren op eller ned - og derfor vil jeg også mene at jeg er i stand til at vurdere det generelle niveau.

Er der håb for branchen? Det synes jeg i allerhøjeste grad, for mængden af gode kampagner er vokset år for år og jeg synes i høj grad at de kampagner, der er på listen over de nominerede (med ganske få undtagelser) også fortjener det. De er i den grad kreative, de involverer i den grad brugerne og de udnytter i den grad til fulde de teknologiske muligheder uden at lade teknologien tage over. Flere og flere annoncører kaster sig ud i nye kommunikationsløsninger, og tilsyneladende evner flere og flere bureauer også at tænke ud af boksen når det drejer sig om de interaktive medier.

Når det er sagt, så synes jeg dog stadig at der var en lidt for stor mængde af de indsendte kampagner som i DIA-sammenhæng var ligegyldige - det var gammel medicin på gamle flasker! De har måske fungeret ok for annoncøren, men ifht. at være nyskabende, kreative, udnytte alle de nye web 2.0 muligheder, udnytte teknologien, spille med på brugernes præmisser osv. så det ikke godt ud. En stor gruppe annoncører kunne efter min mening have fået så meget mere ud af det, hvis de havde haft rådgivere og bureauer der turde - og kunne - udfordre dem lidt istedetfor bare at køre videre med den gamle håndkøbsmedicin. Så kunne de måske have fået et resultat som var fantastisk istedetfor bare ok.

Udenlandske kreative orakler vil sikkert igen i år - ligesom juryformand Matias Palm fra Farfar gjorde sidste år - mene at niveauet er lavere end f.eks. i Sverige og at løsningerne ikke er ambitiøse nok. Her er vi dog nødt til at forholde os til at Danmark ER og bliver et lille land og at vi produktionsmæssigt sjældent har de samme store budgetter som i udlandet og sjældent kan nå de samme economies of scale som i de store lande. Men en lille idé kan sagtens være en god idé i Danmark, og det synes jeg der har været rigtig mange eksempler på i år. På idé-niveau mener jeg derfor bestemt at vi kan måle os med udlandet.

De nominerede kampagner kan du se på www.dia08.dk og samme sted kan du de næste uger afgive din stemme og være med til at bestemme hvem der skal have publikumsprisen. På DIA-sitet ligger også case-beskrivelser af alle de indstillede kampagner, så derfor kan du også selv danne dig et overblik over hvordan det står til. Vi hører gerne DIN mening her på bloggen.

Af: Christian Strand

Etiketter: