IUM Interactive

Velkommen til mediabureauet IUM's blog om interaktiv markedsføring. IUM Interactive vil her løbende blogge stort og småt. Blog'en omhandler bla. viral markedsføring, banner markedsføring, mobil markedsføring, e-mail markedsføring og community markedsføring. Abonnér på vores blog på følgende RSS-feed http://iuminteractive.blogspot.com/rss.xml

onsdag, august 27, 2008

Mobiltelefonen er ved at slå igennem som media

Efter Internettet har opnået massiv udbredelse, har man i en del år omtalt mobiltelefonen som det næste store ”nye medie”. Både operatører, etablerede medier, annoncører og forbrugere har haft store forventninger til det mobile medie. Hidtil har man mest hørt om visionerne, men i øjeblikket sker der en udvikling på området, som giver sig til udtryk i nogle meget konkrete eksempler på det mobile medies potentiale. Denne udvikling er baseret på tre vigtige trends som globalt set baner vejen for udbredelsen og adoptionen af tjenester på mobiltelefonen.

Den første er trend er overgangen til mobile ”flatrate abonnementer”. Høje priser samt forbrugerens manglende indsigt i og forståelse for datatrafikpriserne har hidtil været en stor barriere for udbredelsen af avancerede mobile løsninger. Udbredelsen af flatrate har blandt andet været en medvirkende årsag til det forspring som Japan har i forhold til resten af verden når det drejer sig om udbredelsen af mobile tjenester. Her var det Japanske firma Teleco HDDI med til at revolutionere landets mobile marked allerede tilbage i 2003.

Den anden vigtige trend er udbredelsen af de såkaldte smartphones – kickstartet af Apple’s hypede iPhone. Smartphones forbedrer oplevelsen af mobile tjenester på både det visuelle og funktionelle område. Dette bevirker at brugeren i langt højere grad end tidligere gør brug af mobile webtjenester . Den nyeste statistik på området viser eksempelvis at 80 % af de europæiske iPhone-brugere benytter sig af telefonens internetadgang.

Den tredje trend er at der er sket en klar forbedring af det indhold som bliver distribueret via. mobile platforme. Tidligere bar indholdet ofte præg af en manglende forståelse for det mobile medie, og var derudover ofte også kedeligt og intetsigende. I dag ser vi mere kvalitetscontent på det mobile medie. Dette kombineret med håndsættenes forbedrede evne til at håndtere indhold gør det alt i alt meget mere attraktivt for forbrugeren. Det som fortsat halter lidt efter på dette område er noget standardiseret software, så håndsættene får bedre mulighed for at tale sammen.

I praksis er der også mange eksempler på hvor hurtig udviklingen sker i øjeblikket. Tal fra Admob, verdens største mobile annoncenetværk med mere end 3,5 milliarder adservede annoncer om måneden viser også i hvilken retning det mobile medie udvikler sig. Admob har også set potentialet i smartphones og særligt i iPhonen. Admob adservede i juni mere end 51.8 millioner annoncer på Iphones. Iphonen giver så gode annonceringsmuligheder at Admob har valgt at lancere et specifikt Iphone annoncenetværk, med formater som i højere grad udnytter håndsættets interaktive muligheder. Sideløbende opstår der i øjeblikket mange ambitiøse bud på hvordan det mobile medie udnyttes til fordel for forbrugeren. Et godt eksempel er danske Zyb som med deres omfattende ”Social Phonebook” der med en slags kombination af geo targeting og Facebook, virkelig er på forkant med udviklingen.

Den opmærksomhed og efterspørgsel der har været på smartphones (Iphone, HTC Touch Diamond og Nokia N95 for at nævne et par stykker), samt en global trend der går imod flatrate abonnementer og innovative tjenester med kvalitets indhold, gør at man har god grund til at tro at vi inden for en overskuelig fremtid vil se et øget forbrug af mere avancerede mobile tjenester. Samtidig vil det også betyde et meget ændret forbrug i forhold til det vi kender i dag.

Af: Jeppe Lamm Nielsen

Etiketter: , , , , ,

mandag, august 11, 2008

Vi vil have fuld åbenhed nu!

I torsdags kunne man på Mediawatch læse en historie om de danske netmedier der er meget uenige om hvor meget data de skal dele med annoncørerne og mediabureuerne i det nye trafikmålingssystem og planlægningsværktøj Gemius. (Læs artikel her). Enkelte danske medier har taget teten og har åbnet helt op for deres trafiktal og andre sidder stadig og vogter over dem...og ingen af de undskyldninger de mener berettiger deres lukkethed er noget vi kan bruge til noget.

Jeg er enig i at man kan komme langt med dialog og at vi som mediabureau får noget ud af at snakke med medierne engang imellem...og sådan er virkeligheden jo også...vi snakker dagligt ifm. tilbudsindhentning og vi snakker mere formelt nogle gange om året når vi holder opdateringsmøder med medierne. Vi planlægger jo heller ikke bare med hovedet under armen og med fuld tro på tallene fra Gemius, for der er ganske rigtigt også et stort kvalitativt element (herunder sådan noget som tryghed, leveringssikkerhed, journalistisk stil og tone osv osv), som Gemius ikke kan tage højde for. Hvis vi ikke tog højde for disse aspekter ville vi lynhurtigt ikke have en berettigelse.

Jeg køber derfor på ingen måde Annemarie fra Berlingskes forklaring med at de vil undgå at vi som bureauer kun kigger på tørre tal, og at det er fordi Gemius ikke tager højde for lagerbeholdningen, specielle annonceformer osv. at de ikke åbner op. Begrænsninger i lagerbeholdningen får vi oplyst når vi forespørger på et tilbud, og så kan det da godt være der er er udsolgt. Tough luck. Men hvis vi ikke har tallene på undersiderne til at starte med, så har vi svært ved at tage dem med i betragtning og finder så aldrig ud af om der ledig plads eller ej. Om man kan køre et særligt format som overlay ved vi godt. Og om der så lige én dag er mere trafik end en anden...who cares, det kan vi alligevel ikke reagere på...og over tid er tallene tilnærmelsesvist ens når vi tager højde for generel vækst osv.

Derudover er der også et tidsaspekt og effektiviseringselement, som Gemius jo netop er med til at afhjælpe. Med over 500 kommercielle websites i Danmark er det fysisk umuligt at ringe rundt til alle hver gang og forespørge på dækning en målgruppe, samle alle input i et Excel-ark og så planlægge på baggrund af det. Hos medierne må de også være rart ikke at blive kimet ned i tide og utide af en stresset media planner der bare skal bruge en kørsel på den og den målgrupper lige nu!

Næh så er det da rart at høre Lars Bernt og TV 2 melde klart ud at det stadig drejer sig om at man ikke vil afgive viden til konkurrenterne. Og den forklaring har vi på bureauerne hørt igen og igen de sidste mange år. Igen synes jeg bare ikke forklaringen holder. Hvorfor skal det være anderledes end f.eks. TV eller print? Tænk hvis TV 2 ikke ville oplyse om seertal på et program når de forsøger at sælge en reklameblok? Ja, hvis det en succes, så kopierer en af de andre stationer formatet, men sådan er spillet. Ja, der er kortere fra reaktionstid på nettet, men det kræver stadig en væsentlig investering at kaste sig ud i et nyt indholdsområde...og er der én ting vi har set på nettet de sidste par år, så er det at brugerne lynhurtigt fravælger de dårlige kopier og løsninger. Så hvis man har en success...så er det ikke noget der bare sådan lige kopieres. Så den holder ikke!

Medier, kom ind i kampen og kom ind i 2008. Vi vil have fuld åbenhed nu!

Af: Christian Strand

Etiketter: , , , ,